I forgårs sad han og kiggede på Titanic fra en ubåd. Nu er han på PICNIC for at rette vores opmærksomhed på havene som stedet at starte et gendesign af vores levevis.

David Gallo, Woods Hole Oceanographic Institution: Redesign the world
 
Vi kender endnu ikke Jorden. 80% er hav, og det meste af det er uudforsket – kun ca 4 %. Der er underjordiske floder, huler, verdens største bjerge, vulkaner, jordskælv, vandfald. Mange kilometer under havets overflade, helt uden sollys, og med ekstremt giftige udledninger fra jordens indre i en toksologisk suppe, som aldrig ville have fået lov til at blive smidt i havet, har man for nylig fundet masser af liv! Faktisk mere biodiversitet end i en regnskov. Hemmeligheden ligger i mikrober, som omdanner giftstofferne til føde for andre dyr. Det prøver man nu at udnytte i en naturlig forureningsbekæmpelse.

 Der findes blæksprutter, som i mønster, tekstur, farve kan gå i et med baggrunden, så de er komplet umuligt at se. Mennesker er også umulige at se – om dagen. Om natten lyser vore byer klart op med lys. Og store røde områder lyser op som coal fires, oliebrande.

I dag er havene på vej til at blive en kemisk suppe. Og takket være udledningen fra vores overgødskning er havene blevet mere sure, hvilket gør det svært for havdyr at danne skelet og skal. Faktisk er der ikke så meget vand, som vi tror, vandmængden i forhold til jordens masse svarer til skallen på et æble. Og set i forhold til jorden fylder al vand ligeså meget/lidt som en ært i forhold til en appelsin, der er jordens masse.
 
Marcel Proust siger, at opdagelse ikke handler så meget om at opdage nye områder, som det handler om at se ting med nye øjne. Det vigtigste er, at vi nu genopfinder os selv og finder nye øjne at se på kloden, havene, som en vigtig ressource. I vandet startede al liv – her vil vi også skulle se for fortsat at bevare liv, som vi kender det.