En tættere kontakt til slutbrugeren bliver en del af strategien hos Samson Agro A/S. Gennem et projekt med Alexandra Instituttet formidlet af iKRAFT netværksagenten Margrethe Balling Høstgaard, har Viborg-virksomheden fået inspiration til nye metoder og værktøjer.
Samson Agro A/S i Viborg udvikler og producerer avancerede gyllevogne og møgspredere til det professionelle marked, hvilket primært vil sige maskinstationer. Men selvom virksomheden har stor ekspertise på deres felt, så er der løbende behov for at få tilført viden udefra. Virksomheden har tradition for samarbejde med universiteterne og andre videnscentre, og Gunnar Hald Mikkelsen, Direktør Miljø & Teknik, mener faktisk, at det er livsnødvendigt for små og mellemstore virksomheder at gøre det.
”Det er meget få virksomheder, der i dag formår at rumme den kompleksitet, som er i det samfund, som vi sælger vores produkter til. Man skulle måske tro, at produktion af en gyllevogn er lige ud ad landevejen. Men det at honorere kravene fra miljølove, produktionslove, landmandens forventninger og alt det, der foregår politisk omkring landbruget som industri, er så komplekst, at vi bliver nødt til at udvide vores virksomhed med de ekspertiser, vi ikke selv har,” siger han.
Hvem er kunden?
Så da virksomheden erkendte et behov for at få større viden om egne innovationsprocesser og slutbrugernes behov, var det naturligt at søge hjælp udefra og valgte derfor at indgå i et projekt med Alexandra Instituttet.
”Vi har jo også kunnet mærke krisen, så vi begyndte at gøre os nogle overvejelser om, hvordan vi kunne komme i en tættere dialog med vores slutbrugere for at kunne levere nogle produkter, der dækkede deres behov endnu bedre. Vi sælger til forhandlere og ikke direkte til maskinstationen eller landmanden, så vi havde i virkeligheden ikke et helt klart billede af, hvem vores kunder var,” fortæller Gunnar Hald Mikkelsen.
Som en del af sit opsøgende arbejde havde iKRAFT netværksagent Margrethe Balling Høstgaard henvendt sig til Samson Agro. Og man blev hurtigt enige om, at Alexandra Instituttets ekspertise på området for brugerdrevet innovation skulle bringes i spil, dels for at afdække virksomhedens nuværende innovationsprocesser, dels for at give inspiration til metoder og værktøjer til fremtidig brugerinddragelse. Finansieringen af projektet kom på plads gennem en såkaldt Videnkupon til små og mellemstore virksomheder fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen på 100.000 kroner.
”Videnkuponen er rigtig god til den ’fumlefase’, som vi var inde i med hensyn til brugerdrevet innovation. Og gennem projektet med Alexandra Instituttet har vi nået den klare erkendelse, at vi som led i vores produktudvikling skal have fat i slutbrugeren, hvilket vil sige den enkelte landmand og den enkelte traktorchauffør, der kører med vores gyllevogne og møgspredere,” siger Gunnar Hald Mikkelsen.
Videooptagelse af brugeren
Som en del af projektet interviewede Johanne Mose Entwistle, forsknings- og innovationsmedarbejder på Alexandra Instituttet, en række medarbejdere hos Samson Agro for at afdække de nuværende processer, der bragte viden om anvendelsen af produkterne ind i virksomheden. En af konklusionerne var, at der faktisk kom meget feedback ind i huset, men at den interne vidensdeling godt kunne optimeres yderligere. Den anden del af projektet var et studie af den konkrete anvendelsessituation, hvor traktorchaufføren dels blev interviewet af Johanne Mose Entwistle, dels blev filmet under kørslen. Og her ligger der ifølge Gunnar Hald Mikkelsen allerede nogle meget konkrete gevinster af forløbet.
”Metoden med at videofilme brugeren er rigtig god. Det gik op for os, i hvor høj grad chaufføren skal multi-taske for at navigere sikkert i det fysiske miljø. Her kunne man givetvis gøre chaufførens hverdag mindre belastende ved at automatisere nogle processer og måske gøre yderligere brug af sensorer,” mener han.
En anden erkendelse var vigtigheden af at have en neutral person til at interviewe slutbrugeren. Det giver ganske enkelt anledning til nogle spørgsmål, som en Samson Agro-medarbejder, på grund af sin faglige indsigt, ikke ville kunne få sig til at stille. Gunnar Hald Mikkelsen ser også rigtig gode muligheder i en af de andre metoder til indsamling af brugerinput, som blev anbefalet af Alexandra Instituttet.
”Jeg kunne godt forestille mig, at det første konkrete tiltag bliver en mappe, der følger maskinen i det første års tid, hvor vi beder chaufføren om at svare på forskellige spørgsmål. Og så skal vi naturligvis følge op på det input, vi får, og på den måde sikre den løbende dialog med slutbrugerne,” siger han.
En del af strategien
Samson Agro er i øjeblikket ved at definere en ny virksomhedsstrategi, og Gunnar Hald Mikkelsen forventer, at arbejdet med brugerdrevet innovation vil blive en integreret del af den strategi. Baggrunden for strategiarbejdet er den transformation fra smedevirksomhed til moderne industriel virksomhed, som Samson Agro gennemgår i øjeblikket. Og så udspringer arbejdet også af den generelle udvikling i retning af mere fokus på at kunne formidle en samlet viden om den optimale udnyttelse af husdyrgødning som gødning og som energikilde frem for en mere snæver fokus på at producere maskiner, der kan sprede den ud på markerne.
FAKTA - Samson Agro A/S
• Udvikler og producerer avancerede gyllevogne og møgspredere til landbruget. Er dominerende på det hjemlige marked og har en betydelig eksport til lande som Tyskland, Frankrig og Sverige.
• 150 ansatte på virksomheden i Viborg. Omsætning i 2008/2009: 350 mio. kr.
• Se mere på www.samson-agro.com
FAKTA – Projekt ”Innovation med brugerfokus” hos Samson Agro A/S
• Gennemført i foråret 2010 af Alexandra Instituttet A/S for Samson Agro A/S som en del af en Videnkupon fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen.
• Projektets sigte har været at give Samson Agro en større viden om konkrete muligheder og udfordringerne ved at arbejde mere systematisk med brugerinddragelsen i virksomhedens udviklingsprocesser.
• Virksomhedens medarbejdere er også blevet introduceret for forskellige metoder til brugerinddragelse og hvordan den indsamlede viden om brugerne kan anvendes i innovationsprocesserne.
• For yderligere information kontakt:
- Gunnar Hald Mikkelsen, Direktør Miljø & Teknik, Samson Agro A/S, GHM@samson-agro.com, 87 50 93 80
- Jacob Rolf Jensen, Seniorkonsulent, Alexandra Instituttet, jacob.r.jensen@alexandra.dk, 89 42 57 55
- Johanne Mose Entwistle, Forsknings- og innovationsmedarbejder, johanne.mose@alexandra.dk, 89 42 93 67
- Margrethe Balling Høstgaard, iKraft netværksagent, hostgaard@itforum.dk, 40 14 78 85




