En stor dansk virksomhed har for nylig placeret en stor afdeling af virksomheden i en landkommune. Virksomheden interesserer sig nu for at opbygge gode relationer for at sikre den fremtidige rekruttering af medarbejdere på alle niveauer. På samme tid er de videregående uddannelser i området optaget af elevtilgangen og vil derfor gerne i dialog med de uddannelsessteder, der leverer de kommende kuld af studerende.
Gymnasierne har fokus på en tilstrækkelig tilgang af elever. De er samtidig interesseret i samspillet mellem undervisningen og aktuelle udfordringer i de omgivende virksomheder og lokalsamfund, da det giver øget motivation blandt eleverne. Gymnasierne har også fokus på overgangen mellem gymnasietiden og det efterfølgende karriere- og uddannelsesforløb for, at flest muligt unge gennemfører et uddannelsesforløb. Den fælles interesse har medført at et gymnasium, et CVU og en stor dansk virksomhed har indgået et samarbejde i skoleåret 2009-10 om adoption af en gymnasieklasse. Den ene klasse skal sammen med ingeniøruddannelser arbejde med innovationsskabelse og med 3D-prototyping blandt ingredienserne. Den anden klasse skal arbejde globalt med international logistikstyring og strategisk beslutninger på nye oversøiske markeder. iKRAFT har bragt parterne sammen og vil medvirke til at de aftalte mål indfries. Der er tidligere gennemført lignende projekter ved Langkjær Gymnasium og Struer Gymnasium. Erfaringerne viser, at adoption medvirker til at gymnasieeleverne markant tidligere foretager et aktivt karriere- og uddannelsesvalg.

Author: 


